Denne anvisning er en del af SBi´s anvisningsserie om vandinstallationer og gør rede for valg og anvendelse af rør, armaturer, installationsgenstande og anlæg. Anvisningen knytter sig til SBi-anvisning 234, Vandinstallationer – funktion og tilrettelæggelse og SBi-anvisning 235, Vandinstallationer – dimensionering.
Indtil 2005 udgjorde vandnormen det lovmæssige grundlag for vandinstallationer. Nu skal vandinstallationer udføres, så de opfylder de krav, som er anført i Bygningsreglement 2010.
Hensigten med SBi's anvisningsserie om vandinstallationer er at beskrive, hvordan disse kan udføres i praksis i overensstemmelse med bygningsregle-mentets krav. Anvisningerne er udarbejdet til brug sammen med DS 439:2009, Norm for vandinstallationer.
Uddrag af anvisningen
Krav til materialer og komponenter
Materialer og komponenter skal være af en kvalitet, der opfylder bygningsreglementets overordnede krav til funktionsevne og sundhed. Materialer til vandinstallationer skal modstå de mekaniske påvirkninger fra last og de termiske påvirkninger fra høje temperaturer og temperaturskift, fx fra skiftevis koldt og varmt vand, som vil forekomme ved normal brug.
Leverandøren skal som udgangspunkt dokumentere sit produkts mekaniske og fysiske egenskaber. Hvis det er muligt, skal produkter CE-mærkes på baggrund af en harmoniseret standard. Alternativt kan produkterne have en Europæisk teknisk godkendelse.
Leverandøren kan dokumentere, at de mekaniske og fysiske egenskaber overholder funktionskravene ved at udføre produktionskontrol og afprøvning efter en særlig procedure benævnt attesteringssystem 3 i byggevaredirektivet. Alternativt kan der opnås en frivillig VA-godkendelse, som træder i stedet for attesteringssystem 3.
Et produkts sundhedsmæssige egenskaber kan endnu ikke dokumenteres ved et CE-mærke. På dette område er det de danske krav, der er gældende. Egenskaberne kan alene dokumenteres ved en VA-godkendelse, der udstedes af ETA-Danmark.
Bemærk, at metalliske rørmaterialer, fx varmforzinkede stålrør, rustfri stålrør og kobberrør, er undtaget fra kravet om dokumentation af deres sundhedsmæssige egenskaber.
Ledningerne kan efter deres anvendelsesområde opdeles i:
- Ledninger i jord, se afsnit 1.2, Ledninger i jord.
- Ledninger i bygninger, se afsnit 1.3, Ledninger i bygning.
Hver af de to grupper kan igen opdeles efter rørmateriale med følgende egenskaber:
- Fysiske egenskaber
- Kemiske egenskaber
- Dimensioner
- Forarbejdning
- Formstykker
- Samlinger