Denne anvisning angiver dokumentationsgrundlaget for de statiske forhold ved projektering af småhuse i overensstemmelse med bestemmelserne i Bygningsreglement for småhuse 1985, BR-S 85, kapitel 4.
Anvisningen erstatter kapitel om forankring og afstivninger i SBI-anvisning 147, Konstruktioner i småhuse.
Med stabilitet forstås i denne anvisning et hus' evne til at optage vandret last, det vil i praksis sige vindlast. I anvisningen nævnes de funktionskrav, der altid skal opfyldes, og efterfølgende gives forslag til måder at opfylde funktionskravene på. Til støtte for projekteringen er angivet en lang række last- og dimensioneringstabeller.
Anvisningen henvender sig til ansvarlige for projekteringen af småhuse. Den forudsætter byggeteknisk viden og en vis teknisk indsigt, men ikke nødvendigvis en ingeniøruddannelse.
Uddrag fra anvisningen
Vindlast
Vindlasten på et hus afhænger af husets beliggenhed, højde og form. (…) Den vindlast, der er benyttet til udarbejdelsen af dimensionerings- og lasttabellerne i denne anvisning, er bestemt med udgangspunkt i Dansk Ingeniørforenings norm for last på konstruktioner, DS 410. For at bestemme vindlasten, opereres der i normen med tre terrænklasser:
0,01= Hedeslette, 0,05 = Landbrugsland,
0,03 = Bymæssig bebyggelse.
Det er dog ikke alene den terrænklasse, som husets umiddelbare omgivelser tilhører, der er afgørende for vindlasten på et givent hus. Når for eksempel en småhusbebyggelse grænser op til landbrugsland, vil - ifølge DS 410 – områdets generelle vindhastighed i de højder, der er relevante for småhuse, først være reduceret og svare til bymæssig bebyggelse 500-600 m inde i bebyggelsen. Nyere undersøgelser af vindlasten på småhuse har imidlertid vist, at der langt tidligere vil være sket en betydelig reduktion af vindlasten for de huse, som ligger i læ af andre huse.