Anvisningen behandler efterisolering af etageboligbyggeri fra 1850 og frem; herunder traditionelt muret byggeri fra det 19. århundrede, funktionalistisk byggeri, typisk udført med murede facader, og betonelementbyggeri fra det 20. århundrede. En del af principperne vil også kunne udnyttes ved efterisolering af lavere boligbyggeri samt ved bygninger med anden anvendelse end til boliger.
Anvisningen er opdelt i fem dele:
Del 1: Grundlag
Del 2: Ældre muret byggeri med træbjælkelag
Del 3: Nyere muret byggeri med betondæk
Del 4: Betonsandwichelementbyggeri.
Del 5: Varmetab og energibesparelse
Del 1 behandler de grundlæggende principper for efterisolering og de bygningsfysiske krav til de enkelte bygningsdele samt en metode til vurdering af energibesparelsen ved forskellige foranstaltninger.
Del 2-4 indeholder hver to kapitler: Oprindelige konstruktioner, der beskriver typiske udførelser af bygningsdele og samlingsdetaljer og Efterisolerede konstruktioner, der beskriver hvorledes bygningsdelene kan efterisoleres, med vægt på at undgå kuldebroer og forebygge fugtskader.
Del 5 angiver varmetab for forskellige konstruktioner før og efter efterisolering. Herved kan energibesparelsen ved forskellige forbedringer vurderes uden energirammeberegning med fx BE06. Anvendelsen af varmetabsoplysningerne illustreres med eksempler.
Uddrag af anvisningen:
Varmetab
Formålet med efterisolering er naturligvis at reducere varmetabet. U-værdien afhænger primært af isoleringstykkelsen og isoleringens varmeledningsevne, der udtrykkes ved λ-værdien. Selvom der ikke er stor forskel på forskellige isoleringsmaterialers varmeledningsevne, vil man ofte vælge materialer med lavest mulig λ-værdi for at opnå det bedst mulige resultat på den ofte begrænsede plads, der er til rådighed.
Vigtigheden af også at minimere kuldebroer for at opnå god effektivitet af efterisoleringen bliver ofte overset, så der, især ved indvendig efterisolering, ikke opnås den besparelse, der var forventet. Tilsvarende er det vigtigt at sikre udvendig isolering mod gennemblæsning, som kan nedsætte isoleringsevnen betydeligt.
Kuldebroer i forbindelse med efterisolering opstår typisk, hvor bygningsdele mødes, dvs. ud for indvendige vægge og dæk samt ved altaner, vinduer, tagfod og sokkel. I ældre byggerier ses ofte mørke aftegninger på væggene ved vinduer og langs loftet. De markerer kuldebroer, dvs. områder, hvor overfladetemperaturen er lav, og hvor der er større risiko for kondensdannelse og skimmelsvampevækst. Dårligt isolerede områder – i praksis især vinduer og massive vægge – kan forårsage kuldenedfald. Dette kan give trækgener, selvom der ikke er utætheder. Efterisolering kan her forbedre komforten og måske endda medvirke til, at rumtemperaturen kan sænkes.
I praksis kan kuldebroer ikke altid undgås. Man må så acceptere, at efterisoleringens effektivitet er reduceret. Hvis det ved beregning kan vises, at overfladetemperaturen ved kuldebroer er mindst 16,5 °C ved 0 °C ude og 20 °C inde, vil kondensrisikoen være lille og kuldenedfaldet næppe give væsentlige gener.